Så skal 3D brillerne frem hjemme i stuen

23-06-2011
De lokale fiberkunder kan nu få sig en helt ny filmoplevelse hjemme i tv-stuen ved leje af 3D film.

Leje af 3D film med fjernbetjeningen, som nu gør sit indtog i de danske hjem, er det seneste supplement til hjemmebiografen.

 

Danskerne henter filmoplevelserne direkte hjem i stuen via den lokale fiberforbindelse flere steder i landet. Det gør de også i Randers og Hobro, hvor det er kunder med Verdo Teles bredbåndsbaserede tv-abonnement, der fra sofaen har mulighed for at leje film i Waoo! Bio. Nu lancerer Verdo Tele og Waoo! så også 3D film via fiberbredbånd. Det er altså ikke kun i biograferne, at 3D bølgen tager fart.

Filmkvaliteten er vigtig

- Fiberbredbånd har den nødvendige stabilitet og hastighed, der skal til for at hente 3D film hjem i stuen. Vi starter med at tilbyde fem film i 3D, og senere vil udvalget så blive større, forklarer Direktør for Verdo Tele, Torben Rick.

Samtidig understreger han vigtigheden af kvaliteten, hvor det at tilbyde film i HD kvalitet og 3D ikke blot vil være en mulighed men nærmere et must og et krav fra forbrugerne, når vi ser frem i tiden.

Selve filmlejen sker med nogle få tryk på fjernbetjeningen, hvorefter man har filmen til rådighed i 24 timer. Udlejning af film i 3D med fjernbetjeningen som Video On Demand via Waoo!’s tv-bokse er det seneste skud på stammen, hvad angår udbuddet af tv og film. I forvejen kan alle tv-kunder vælge mellem mere end 2.000 danske og udenlandske film i Waoo! Bio.

Det rette tv

Det er stadig kun få danskere, der har et tv, der kan vise 3D film.

- Digital 3D er stadig et spædbarn, men vi forventer, at 3D film efterhånden vil blive mere udbredt. Og vi vil gerne tilbyde alle vores kunder en god tv-oplevelse. Derfor er det naturligt for os at understøtte ny teknologi som 3D tv, siger Torben Rick.

3D er en funktion på tv’et, som kan aktiveres efter behag, så man kan omdanne stuen til en sand hjemmebiograf. Tredimensionelt fjernsyn, der kommer ud i stuen, egner sig f.eks. rigtig godt til animationsfilm, hvor 3D effekten gøre det mere interaktivt at se film.