Waoo! køber sig større

15-06-2010Waoo køber Dansk Bredbånd i det partnerskab, der består af 15 forsyningsselskaber. Verdo er den ene af partnerne.

Med købet fortsætter vi ufortrødent med at øge størrelsen af vores forretning inden for bredbånd-, telefoni- og internet. Det gavner vores kunder. Det vil man som kunde allerede få syn for til efteråret. Den hastige vækst i størrelsen af vores forretning inden for bredbånd-, telefoni- og tv sætter os nemlig i stand til at øge kvaliteten af vores produkter til konkurrencedygtige priser, samtidig med at vi også selv får en god forretning ud af det.


Umiddelbart oplever man som kunde hos os ikke andet, end at tingene fortsætter som hidtil. Man er kunde i det selskab, man hele tiden har været kunde i. Men bag kulisserne sker der en hel masse, og faktisk har alliancen allerede givet de fleste af vores kunder bedre tv-oplevelser.
Købet af Dansk Bredbånd kommer nogle få måneder efter, at vi efter et års forberedende arbejde i februar besluttede at fusionere vores fibernetaktiviteter ind i et nyt og meget større selskab. Det er det selskab, der for en måned siden fik navnet Waoo!, og som er en sammenlægning af 15 lokale forsyningsselskabers fibernetaktiviteter – og nu også Dansk Bredbånd. Faktisk er vores kunder allerede i dag kunder i Waoo!, selv om navnet stadigvæk er det vante selskabsnavn.


Med købet af Dansk Bredbånd fordobler vi med et slag størrelsen af vores nye fælles forretning. Det rokker ikke ved den tidsplan, vi har meldt ud for, hvornår vi vil introducere de første fælles Waoo!-produkter. Vi har meldt ud, at det vil ske til efteråret. Tid efteråret håber vi, at de nye produkter vil medvirke til, at langt de fleste af vores kunder vil opleve, at fusionen giver konkrete fordele. Faktisk oplever mange kunder allerede nu fordelen, fordi samarbejdet omkring Waoo! har gjort det muligt at tilbyde alle kunder med HD-boks mulighed for at se samtlige 64 kampe fra VM i fodbold i HD-kvalitet.


Markedet for bredbånd, telefoni og tv-indhold er i hastig forandring. Lige som så mange andre IT-relaterede forretninger kræver det også i denne industri en betydelig størrelse at kunne producere billigt. Købet af Dansk Bredbånd sætter for alvor Waoo! i stand til at blive en landsdækkende virksomhed. Det giver os mulighed for at købe billigt ind. Og for at få en rationel drift med gennemprøvede arbejdsgange. Alt sammen, sådan at vi kan øge kvaliteten af vores produkter og services.


Læs evt. mere om Waoo! på www.waoo.dk.