24-02-2010
Randers Tekniske Skole og Handelsskolen Minerva har etableret et ægte fiberbaseret 1 Gbit LAN-LAN net.
It-chef Michael E. Warrer, som leder den fælles it-afdeling for Randers Tekniske Skole og Handelsskolen Minerva, er en glad mand. Han har ganske vist ikke købt fire nye vinterdæk, men hans nye 1Gbit fiberforbindelse mellem afdelingerne i Hobro og Randers kører med maksimal stabilitet.
- Verdo Tele kunne levere inden for kun 14 dage. Det gjorde de, og vi sparede specialudstyr for måske 100.000 kroner i forhold til, at vi havde valgt en anden leverandør.
5000 brugere på systemerne
For et lille års tid siden gik Randers Tekniske Skole og Handelsskolen Minerva sammen og lavede en fælles it-afdeling og fælles serviceplatform. It-afdelingen drifter afdelinger i Hobro, Randers og på Djursland og servicerer også private lokale firmaer.
- Samlet set har vi nok omkring 5000 brugere på vores systemer, og hidtil har vi klaret os med nogle MPLS-linjer. Prisen hos vores hidtidige leverandør var faktisk god nok, rigtig god endda. Men det var funktionaliteten ikke, og skulle vi have købt en tilsvarende løsning, som den Verdo Tele leverer, havde vi som sagt været nødt til at investere i specialudstyr, forklarer Michael E. Warrer.
It-chef Michael E. Warrer
Udfordringen for Michael E. Warrer og hans medarbejdere er, at de skal administrere data, telefoni og forskellige undervisningssystemer, som alle skal ligge adskilt ifølge Undervisningsministeriets regler. Det betyder, at der skal lægges spærringer ind, hvis løsningen indebærer brug af det offentlige net. I Verdo Teles løsning har Michael E. Warrer købt en såkaldt dedikeret løsning, og populært sagt kan man næsten sige, at han råder over sin egen lysleder.
Imponeret over service
Michael E. Warrer er rimeligt imponeret over den service, som han har oplevet fra Verdo Tele.
- De 14 dages levering var for det første langt hurtigere end de andre tilbud, som vi havde. Og for det andet så var vi i orden fra dag 1.
- Vi fik en teknisk kontaktperson, og da vi den første dag målte nogle langsomme svartider, kontaktede jeg ham. Og bare ti minutter efter virkede det 100 pct. Det var en rigtig god oplevelse, at jeg ikke skulle igennem ’en sluse’ i Verdo Teles Kundeservice. Hvis jeg var i tvivl, om Verdo Tele kunne løfte opgaven, så blev den tvivl hurtigt manet i jorden.
Udbygge samarbejdet
Det er nødvendigt med den store datakapacitet, fordi Randers Tekniske Skole og Handelsskolen Minerva kører med central backup og management samt central serverdrift.
- Vi har 3000 pc’ere, som i princippet skal kunne have forbindelse med vores service og internetforbindelser på én gang, fortæller Michael E. Warrer og tilføjer:
- Vi har masser af internetlinjer ud. Vi har i øjeblikket 150/150 Mbit til de ansatte, og vi har bundlet fire-fem ADSL til en 100/10 Mbit forbindelse til eleverne. Den vil vi gerne erstatte med en 200/200 Mbit-forbindelse, for vi oplever, at symmetriske hastigheder betyder virkelig meget for vores brugere og deres hjemmearbejdspladsers funktionalitet.
- Nu har vi linjerne til at skabe et større samarbejde med andre skoler og private virksomheder, så vi vil gerne fortsætte og udbygge samarbejdet med Verdo Tele. Vi skal da udnytte, at vi har dygtige medarbejdere med et fremragende net som tumleplads.