Brintprojekt realiseret i Hobro

25-10-2010
Fart på fremtidens energiteknologi. For Verdo Hydrogen a/s producerer brint for fuld kraft med Sintex a/s som fast kunde.

I Hobro kommer man ikke til at mangle grundstof nummer ét, for med central produktion af hydrogen, nærmere kendt som brint, og en god infrastruktur af rørledninger, vil byen fremadrettet kunne tilbyde højren og billig hydrogen til gavn for både byudvikling og miljø. Brintproduktionen og –samarbejdet er resultatet af flere års fokus på brintteknologi i området.

En af de lokale produktionsvirksomheder, som i dag anvender brint i produktionen, er den Grundfos-ejede metalvirksomhed Sintex a/s i Hobro. Her opvarmes formstøbt metalpulver i en ovn til 1200 grader i en brintatmosfære, hvor materialet sintrer og tilførslen af brint hindrer ilten i at reagere med materialet. Slutresultatet er helt rent rustfrit stål med gode egenskaber.
75 procent af Sintex’ produktion er i dag baseret på brint fra Verdo Hydrogen a/s, og omkring årsskiftet forventer metalvirksomheden at nå op på hele 100 procent lokal brintforsyning.


 

Lokal udvikling og miljø

Administrerende direktør hos Sintex, Peter Christensen, ser mange fordele i, at Hobro har fået sin egen brintproduktion.
- Brint spiller en afgørende rolle for vores forretning. Uden brint ville vi ikke være i stand til at producere så konkurrencedygtige og stærke metalemner, som vi gør. Med Verdo som lokal producent og leverandør er brintkvaliteten samtidig blevet højnet, og det har banet vej for udvikling af nye og spændende produkter. Brinten åbner også mulighed for nye forretningsområder for innovative iværksættere i det nordjyske - og med nye virksomheder følger nye arbejdspladser. Den slags tiltag er klart med til at gavne det nordjyske erhvervsliv, siger Peter Christensen.

Før samarbejdet med Verdo hentede Sintex brint fra Tyskland, som undervejs blev fyldt på flasker i Horsens. Med lokal leverance foregår transporten af brint i stedet via et underjordisk rørsystem. På den måde opnås større sikkerhed samt stabilitet i leverancen.

- I opstartsfasen har der selvfølgelig været meget overvågning og gennemgang af kvalitet osv. men på sigt vil det hele køre af sig selv. Ligesom el, vand og varme føres brinten direkte ind i huset. Det betyder, at vi kan spare den lange transport af brint fra Tyskland til gavn for både miljø og økonomi, siger Peter Christensen, som ser flere miljømæssige potentialer - ikke mindst hvis brinten fremadrettet produceres på klimavenlig strøm.

Lars Udby, direktør hos Cemtec – Erhvervscenter for Energi- og Materialeteknologi, der arbejder for at fremme væksten i Hobro - ser samtidig flere potentielle udviklings- og forretningsmuligheder på det 8 HA store industrikvarter, Hydrogen Valley, som kommunen har udlagt til brintområde i byen. Den velfungerende brintinfrastruktur her, håber han kan få virksomheder, som anvender hydrogen industrielt, til at placere sig i Hobro, med det formål at øge konkurrenceevnen.
- Indtil videre har de nye tiltag i området skabt mindst 65 videntunge arbejdspladser inden for området brint og brændselsceller, forklarer Lars Udby.
- Og de næste par år vil vi intensivere vores arbejde med at gøre Hydrogen Valley kendt. For vi vil have, at de internationale virksomheder bliver opmærksomme på de muligheder, der er i

Hobro, når udviklingsprojekter eller europæiske/skandinaviske hovedkvarterer skal placeres, siger han.


 

Et velfungerende brintsamarbejde

Sintex producerer ikke selv brint, så da Verdo meldte ud, at de ville etablere et brintproduktionsanlæg i Hobro, gik det ikke lang tid før et samarbejde var etableret.
- Brinten var på den måde inden produktionsanlægget overhovedet stod færdigt afsat på forhånd, forklarer projektleder Knud Erik Knudsen fra Verdo, som har været med i hele idriftsættelsesfasen, hvor samarbejdet med Sintex også har skullet udmønte sig i et dagligt samarbejde, der skal fungere 24 timer i døgnet 7 dage om ugen. Til det tilføjer Knud Erik:
- Sintex er en innovativ virksomhed, der har nogle spændende og unikke produkter. Og ikke nok med det, så har deres gode medarbejdere formået at skabe rammerne for en spændende virksomhed for os at samarbejde med.

Samarbejdet fortsætter og inden længe vil metalvirksomheden være 100 procent forsynet med brint fra byens lokale brintproducent.

 

 

Restprodukt kan gavne miljøet

Udover produktion af brint vil Verdo gerne udnytte den ilt, som i dag er restprodukt ved produktionen af brint. Brint produceres ved såkaldt elektrolyse, hvor vand ved hjælp af elektricitet spaltes i henholdsvis hydrogen (brint) og oxygen (ilt). Iltsvind i de danske fjorde og søer er jo et stigende problem, så at bruge den overskydende ilt til iltning af f.eks. Mariager Fjord ville være en fantastisk gevinst for det lokale fjordmiljø. Muligheden for at bruge ilten til sådan et godt formål skal derfor undersøges nærmere.

 

 

Fakta:

  • Teknologien til brintanlægget er leveret af det kinesiske firma, Tianjin Mainland Hydrogen Equipment Ltd, der har stor ekspertise på området.
  • Mariagerfjord kommune og Cemtec (Erhvervscenter for Energi- og Materialeteknologi i Hobro) er nogle af dem, som har støttet op omkring etableringen af det nye brintproduktionsanlæg.
  • Mariagerfjord kommune har et mål om at blive Danmarks brintby nr. 1, og brintproduktionsanlægget er en af nøglerne til en videre udvikling af det projekt.
  • Nordjylland har allerede en ledende position inden for arbejdet med vedvarende energi. Aalborg Universitet er førende i forskningen, og der er mange unikke kompetencer og
    ressourcer i allerede etablerede nordjyske virksomheder.
  • Gasmuseet i Hobro har opbygget en stor interaktiv udstilling om brint som fremtidig energibærer i et samfund uafhængigt af fossile brændstoffer.
  • Hydrogenteknologien regnes for en af de mest lovende, hvad angår reduktion af udledning af
    drivhusgasser og lokal forurening.
  • Brint er den letteste gasart, der findes. Og som energikilde har brint den store fordel, at den ikke udvikler CO2, når den bliver brugt.
  • Dansk Energi har en vision ”Power to the people” om et energisystem, der kan levere CO2-neutral el, transport og varme til danskerne i 2050. Her vil brint kunne spille en væsentlig rolle som energibærer, der kan bruges til at oplagre og transportere energien fra f.eks. vindmøller og solceller.

Sintex:
Sintex er en virksomhed med stor know-how inden for pulverteknologi, som er grundigt afprøvet i krævende industrielle processer og produkter. Virksomheden fremstiller blandt andet sintermetal, magnetsystemer og slidfast overfladebelægninger. Sintex er et selvstændigt aktieselskab i Grundfos-koncernen med kunder fra en lang række forskellige brancher.

Verdo:
Verdo Hydrogen a/s er en del af Verdo-koncernen, som er et af de mest grønne energiselskaber i Danmark. Verdo arbejder målrettet på at udbygge denne position gennem langsigtede løsninger inden for produktion og levering af grøn energi - også internationalt.

Verdo producerer og distribuerer både el, vand og varme, samt har konkurrencedygtige kompetencer inden for telefoni og internet, VVS- og el-installation, energirådgivning, samt alarm og sikring. Desuden producerer Verdo biomasse i form af træpiller og træbriketter på to fabrikker i henholdsvis England og Skotland.

Verdo beskæftiger i alt ca. 500 medarbejdere og omsætter for omkring 2 mia. kr. årligt.