Verdos nye Repræsentantskab er valgt

30-03-2010I Randers er en valgkamp forbi. Vælgerne har stemt, og de 29 kandidater er valgt.

Mandag kl.12.00 var sidste mulighed for at stemme til Verdos repræsentantskabsvalg. Resultatet er nu gjort op efter en periode med god debat. De som har stemt, har bestemt, hvilke 29 personer, der skal have indflydelse på Verdos fremtid. Det nye repræsentantskab er effektivt pr. 1. juni 2010.

Verdos kommunikationschef, Elin M. Steffensen, er godt tilfreds med valget.

- Hos Verdo er vi glade for, at så mange stillede op til repræsentantskabet og støtter op om, at vi fortsat skal udvikle Verdo. Det er positivt, at mange har brugt deres stemmeret. Vi ser i øvrigt meget frem til det kommende samarbejde med både nye og genvalgte repræsentanter, siger Elin M. Steffensen.

Et godt valgmateriale

Udover annoncering i lokale medier og udsendelse af brev og kandidatliste til de stemmeberettigede gav Verdo i år også kandidaterne muligheden for at præsentere sig selv på nettet. På www.verdovalg.dk har kandidater såvel som vælgere kunnet hente relevant information i forbindelse med valget. Det skulle være let at finde ud af, hvordan man kunne stille op, hvem der stillede op, og hvad kandidaterne stod for. Samtidig kunne man nemt og hurtigt stemme via sitet.

- Repræsentantskabsvalg har traditionelt set aldrig været præget af valgmøder og præsentationsudsendelser, men flere kandidater har alligevel ført deres egen lille valgkamp i lokalområderne med uddeling af valgmateriale og debatindlæg i lokale medier. Hos Verdo synes vi, det er pragtfuldt, med det engagement flere kandidater har vist, siger Elin M. Steffensen.



For nærmere information kontakt venligst:

Kommunikationschef
Elin M. Steffensen
Tlf.: 8911 4812
Mobil: 5198 4812


Fakta:
Verdos repræsentantskab er valgt blandt energiselskabets forsyningskunder, for en valgperiode der strækker sig over fire år. Repræsentantskabet beskæftiger sig med emner, der relaterer sig til Verdos visioner, den overordnede strategi og forretningsudviklingen.

Verdo koncernen er en moderne virksomhed med omkring 500 tekniske og administrative medarbejdere. Verdo producerer og distribuerer el, vand og varme. Derudover beskæftiger Verdo sig med el- og VVS-installation, telefoni, fiberløsninger og handel med forskellige typer brændsler. 


Se liste over kandidater, som er valgt ind.