Sponsoraftale med lokale boldklubber

22-04-2010
Kristrup Boldklub er første spiller på banen i et nyt sponsorsamarbejde med Verdo Tele.

Nye og utraditionelle metoder skal bane vejen for flere kroner i kassen til de lokale boldklubber og idrætsforeninger. Det mener i hvert fald televirksomheden Verdo Tele, der står bag et nyt sponsorkoncept for breddeidrætsklubberne i og omkring Randers og Hobro. En ”Noget for noget” samarbejdsmodel har til formål at indbringe midler til klubben. Virksomheden tror på, at aftalerne kan blive til stor gensidig gavn for alle parter.

Noget for noget

Sponsoraftalen går ud på, at alle i klubben skal være med til at skabe kontaktleads for Verdos FiberFlex. Skaber et medlem af klubben en kontakt, som resulterer i en FiberFlex købsaftale, modtager Kristrup Boldklub penge til klubkassen.

- På den måde kan vi i samarbejde med en lokal spiller på markedet hurtigt få skabt os et ekstra økonomisk råderum til at gennemføre nogle af de aktiviteter, der står højt på ønskelisten. Hvis vores medlemmer skaber mange kontakter, som vælger FiberFlex, er der jo tale om en god skilling i klubkassen, siger formand for Kristrup Boldklub, Hans Mogensen.


Formanden håber mange vil støtte aktivt op om aftalen, da det kan få stor betydning for klubben. Det vil samtidig blive mere attraktivt for de lokale borgere i Randers og Hobro at vælge FiberFlex fra Verdo Tele, da man i samme ombæring støtter et lokalt samlingspunkt og sportsligt engagement. Hos televirksomheden har man derfor også flere sponsoraftaler i kikkerten ud fra samme samarbejdsmodel.


- Verdo bakker allerede op om lokalsporten som hovedsponsor for Randers FC, men vi er også alle godt klar over, at eliten ikke kan leve uden breddeidrætten og de mindre lokale klubber. Det er der energien skabes, og talenterne udvikles. Derfor arbejder vi for sporten og støtter de lokale boldklubber – store som små, siger Verdo Teles direktør, Torben Rick.

Til gavn for andre end klubben

Som medlem tjener man penge til klubben og hver gang der er solgt 25 giver Kristrup Boldklub 500 kr. til det medlem, der har solgt flest. Der er altså også en personlig gevinst at hente.

- Vi vil gerne belønne de medlemmer, som gør en særlig indsats for at hente penge hjem til klubben.
Deres engagement betyder, at vi kan give vores medlemmer, børn som voksne, nogle gode sportslige oplevelser og faciliteter her i Kristrup, siger Hans Mogensen.

For de, som på opfordring af et klubmedlem efterfølgende vælger FiberFlex, er der også fordele at hente. Attraktive priser, en lynhurtig forbindelse, hvor hastigheden er den samme, både når man henter og sender data.

- FiberFlex er det rette valg, hvis man vil slippe for ventetid på nettet, siger Torben Rick.

 

 

Fakta:

Verdo Tele løser små og store opgaver for private og erhverv inden for både tele- og datakommunikation, og leverer fiberløsninger til borgere i Randers og Hobro. Verdo Tele arbejder for at blive ledende partner på totale kommunikationsløsninger.