Randers fra toppen

14-03-2011
Vandets Dag markeres med åbent vandtårn tirsdag den 22. marts både eftermiddag og aften.

Fra kl. 15.00-18.00 tirsdag i uge 12 er der mulighed for at se Randers fra toppen. Udsigten kan også nydes efter mørkets frembrud fra kl. 19.30-21.00. Verdo åbner nemlig vandtårnet af to omgange i år. I dagens anledning sætter Verdo samtidig lys på kraftvarmeværkets store skorsten på havnen i Randers, som kan ses fra udsigtsrummet i tårnet.

Hvert år på Vandets Dag åbner Verdo det gamle vandtårn på Hadsundvej for publikum. Alle, såvel voksne som børn, bydes velkommen i tårnet. Og det er selvfølgelig gratis at komme ind. Sidste år talte Vandforsyningschef, Rasmus Bærentzen, hele 800 besøgende.

- Det var en vanvittig succes, og de besøgende syntes, det var værd at vente på. Flere var hele familien afsted, fortæller Rasmus Bærentzen.

Sikke en udsigt

De besøgende kan få en rundvisning og bevæge sig helt op i toppen af den høje cementkolos, hvorfra den flotte udsigt over byen kan nydes.

- Vi krydser selvfølgelig fingre for solskin og klart vejr om aftenen, men de 360 graders udsyn over Randers er en oplevelse i sig selv. Udsigten er fantastisk, fordi du kan se ud over hele Randers, siger Rasmus Bærentzen.

Udover et spændende besøg i vandtårnet, er der også en ekstra lille sidegevinst at hente. Alle fremmødte får nemlig en smart Verdo drikkedunk med sig hjem.

Rent drikkevand i Randers

Medarbejdere fra vandforsyningen vil selvfølgelig også være til stede i tårnet, når dørene åbnes. De kan fortælle, hvordan Verdos vandforsyning sikrer, at kunderne altid har rent drikkevand. Vandet kommer dybt nede fra undergrunden og indeholder kun naturlige mineraler.

- Vi kan faktisk bryste os af, at vi ikke har haft forureningssager i mange år – og det er vi ret stolte af, men vi arbejder også for sagen. Vores vandværk ved Oust Mølle er jo helt unikt, fordi grundvandet her er så rent, at det kan drikkes lige efter, at det er hentet op fra undergrunden, forklarer Rasmus Bærentzen.

Verdos vandforsyning vil gerne bidrage til et grønnere miljø. Og det at vandtårnet er taget ud af drift og erstattet med en avanceret pumpestyring har resulteret i, at Verdo har kunnet spare 10 procent af energiforbruget på forsyningen i den nordligste del af Randers. Samtidig har vandforsyningen reduceret vandtabet i vandledningsnettet fra 9,5 procent til 6,5 procent. Alt sammen til stor gavn for miljøet.

Fakta om vandtårnet

  • I udsigtsrummet øverst i tårnet er der 360 graders udsyn over Randers.
  • Vandtårnet er 36 meter højt.
  • Vandtårnet har forsynet en stor del af husstandene i Randers med vand i 60 år.
  • Vandtårnet er i dag erstattet af pumpestationer på Hobrovej og Hadsundvej. Som erstatning for vandtårnet forsyner de den nordlige del af Randers med drikkevand.
  • Tårnet er fra 1950.
  • Vandtårnet blev taget ud af drift i oktober 2009.
  • Oven på tanken er der plads til 1,3 millioner liter vand.