Lærlinge med international erfaring

25-05-2010
Verdo sender el-lærlinge til udlandet i praktik. Det styrker deres faglige og personlige udvikling.

Verdo glæder sig til, at lærlingene vender hjem med fornyet gejst, ny faglig viden og styrket selvtillid. Det vil smitte af på virksomheden i Randers.

Kasper Nørbech har længe set frem til at skulle af sted. Efter pinsen drog han sammen med en anden lærling til Tyskland, hvor han i 5 uger skal arbejde som elektriker hos InSystems Automation i Berlin.

- Jeg har før hørt positivt fra andre, som har været i praktik eller studeret i udlandet, så jeg glæder mig. Jeg håber på at kunne tage en masse gode erfaringer med mig hjem, siger elektrikerlærling Kasper Nørbech.

- I udlandet står vores lærlinge ansigt til ansigt med nye udfordringer, som udvikler dem både fagligt og personligt. De er ude at stå på egne ben i et land, hvor man måske gør tingene anderledes – det kan være topmotiverende for dem og give os nogle engagerede medarbejdere med masser af gåpåmod, når de vender hjem, siger overmontør i serviceafdelingen Tommy Lauridsen, der har ansvaret for lærlingene.

At sende lærlingene til udlandet er vigtigt for både de unge, virksomheden og branchen som helhed. Det styrker den lokale installationsforretning, mener Tommy Lauridsen.

Tilrettelagt og fulgt undervejs

Verdo får sine kontakter ved Niels Rasmussen hos Tradium (Randers Tekniske Skole). Skolen har kontakter til tekniske skoler i andre lande, som så formidler kontakten til lokale virksomheder i f.eks. Europa.

Lærlingene får muligheden for at komme til udlandet i sidste del af deres læretid, hvor de er fagligt godt rustet. Det er første gang Verdo sender lærlinge i praktik i udlandet, og virksomheden er sikker på, at det vil blive en succes. Derfor er der også næste år planer om udsendelse af lærlinge til Spanien, hvor servicering af en vindmølle- og solcellepark er på tale. Hos Verdo har man også en målsætning om at sende lærlinge til Kina og USA inden for de næste fem år.

Tommy Lauridsen har kontakt med lærlingene, mens de er af sted. Derudover tager han sammen med Camilla Dam Rasmussen, som er lærlingefader for de unge lærlinge, til Berlin og besøger drengene 3 uger henne i forløbet. Også kolleger, familie og venner kan følge lærlingene undervejs.

- De to lærlinge vil tage billeder og sende små videoklip hjem et par gange om ugen. En slags digital dagbog kan man vel kalde det. På den måde kan kolleger følge dem på intranettet og andre se billeder og videoklip på Verdos Facebook side eller YouTube kanal.

- Jeg synes det er en rigtig god ide, at vi viser folk herhjemme, hvad vi går og laver dernede. Samtidig er det en god måde at samle sine erfaringer og oplevelser på. På den måde kan andre lærlinge også se, hvad de har at se frem til, når det bliver deres tur, siger Kasper Nørbech.

Efter turen inviterer Tradium de to lærlinge til at holde et oplæg for andre studerende, hvor de fortæller om deres erfaringer og oplevelser.

Byder udenlandske lærlinge indenfor

Verdo tager også selv lærlinge fra andre lande i praktik. I efteråret arbejdede 3 berlinere hos Verdo i 5 uger.

- At have udenlandske lærlinge på besøg er også en oplevelse for vores egne lærlinge, som synes det er sjovt at møde unge fra andre kulturer. Samtidig får de nu lejligheden til at møde dem igen på deres egen tur til Berlin, siger Tommy Lauridsen.

Til efteråret tjekker der igen lærlinge fra Berlin ind hos den randrusianske virksomhed med det internationale udsyn.

En god læretid

Flere af de lærlinge, Verdo uddanner, har interesse i at blive hos Verdo efter endt læretid. Årsagen til det, mener Tommy Lauridsen, skyldes, at Verdo satser på sine lærlinge. Udover praktik i udlandet engagerer og motiverer virksomheden lærlingene via bonusløn, lærlingepolitikker, en lærlingefader samt en lærlingeklub, hvor der afholdes forskellige arrangementer.

- Uddannelse af dygtige el-lærlinge er en investering i fremtiden. Det er vigtigt at uddanne nye lærlinge hele tiden, så branchen sikres medarbejdere i fremtiden. Alt det, vi gør for vores lærlinge, kommer også virksomheden til gavn, siger Tommy Lauridsen.

Fakta:

El-serviceafdelingen hos Verdo i Randers har for øjeblikket 8 lærlinge på kontrakt. I svære tider er Verdo med til at sikre lærlingepladser i Randers.

Verdo er et af de mest grønne energiselskaber i Danmark. Vi arbejder målrettet på at udbygge
denne position gennem langsigtede løsninger inden for produktion og levering af grøn energi
– også internationalt.

Verdo producerer og distribuerer både el, vand og varme, samt har konkurrencedygtige kompetencer inden for telefoni og internet, vvs- og el-installation, energirådgivning, samt alarm og sikring. Desuden producerer Verdo biomasse i form af træpiller og træbriketter på to fabrikker i henholdsvis England og Skotland.

Verdo beskæftiger i alt ca. 500 medarbejdere og omsætter for omkring 2 mia. kr. årligt.