LED gør Hillerød grønnere

02-07-2010
Fremtidens lyskilde LED gør sit indtog på Trollesminde allé ved Rådhuset i Hillerød.

Ved udskiftningen opnås en energibesparelse på hele 83 procent i forhold til traditionel belysning.

Hvis Hillerød skal være på forkant med udviklingen, skal der flere af sådanne energibesparende tiltag til, mener Jan Holst, afdelingschef hos Verdo i Hillerød. Hos den lokale installatørforretning er der er fokus på de grønnere løsninger.

- De traditionelle, energikrævende lyskilder bliver gradvist udfaset, så det er vigtigt, at vi i Hillerød er på forkant med udviklingen. Vi skal på en eller anden måde sikre os, at vi ikke investerer i noget, der er forældet om halvandet år. Og selvom LED-lys er en dyrere investering, kan det godt betale sig pga. af energibesparelserne og LED-pærernes lange levetid på 10 år - det er 5 gange så lang tid som ved traditionelle lyskilder, siger Jan Holst.

Verdo har stor erfaring med LED-anlæg. Udover gadelys har installatørforretningen også monteret LED-lys i hele 75 procent af sine Toronto anlæg ved forgængerovergange i byen. Verdo fortsætter udskiftningerne, og de næste som står for skud er anlæggene ved fodgængerovergangene på Hillerød busstation.

Fremtidens lys

I Danmark har vi allerede stærkt fokus på mindre miljøbelastning. Alle Hillerøds gader oplyst af energibesparende lamper er et fremtidsscenarie, der derfor måske ikke ligger så fjernt herfra. LED-lamperne er det, man kalder energieffektive. De gavner miljøet ved udledningen af mindre CO₂, og så er der samtidigt mange penge at spare ved et lavere el-forbrug. Det er ”fremtidens lyskilde”, der kan ses på alléen ved Rådhuset.

Den grønne front

- Arbejdet med LED-belysning er med til at signalere, at vores mål er at skabe grønnere løsninger. Vi er samtidig en del af Verdo-koncernen, som er blandt de energiselskaber i Danmark, der leverer den grønneste energi til forbrugerne. Sammen er vi nået langt på den grønne front, og mange flere initiativer er i støbeskeen, fortæller Jan Holst.

Hos Verdo i Hillerød er medarbejderne stolte af at være en del af Verdo, som udover rådgivning, salg og installation af alternative og energi-rigtige løsninger som f.eks. LED-lys også producerer el og varme på ren biomasse samt producerer brint på egen brintfabrik i Hobro. På Verdos hovedkontor i Randers har man samtidig åbnet Danmarks første LightPark, hvor der udstilles de nyeste, energirigtige udendørs lampearmaturer. Ikke kun i Hillerød har Verdo fokus på energibesparende belysning og de grønnere løsninger.

Fakta:

Verdo i Hillerød løser små og store opgaver for private og erhverv inden for el-installation og belysning. Samtidig har de ansvaret for at udbygge og vedligeholde elnettet, så ca. 14.000 husstande i Hillerød hver dag kan være sikre på at have strøm i stikkontakten.

Verdo i Hillerød er en del af Verdo-koncernen, som er et af de mest grønne energiselskaber i Danmark. Vi arbejder målrettet på at udbygge denne position gennem langsigtede løsninger inden for produktion og levering af grøn energi – også internationalt.

Verdo producerer og distribuerer både el, vand og varme, samt har konkurrencedygtige kompetencer inden for telefoni og internet, VVS- og el-installation, energirådgivning, samt alarm og sikring. Desuden producerer Verdo biomasse i form af træpiller og træbriketter på to fabrikker i henholdsvis England og Skotland.

Verdo beskæftiger i alt ca. 500 medarbejdere og omsætter for omkring 2 mia. kr. årligt.