30-09-2010
Verdo har hjulpet miljøbevidst landmand med at reducere gyllelugten og genbruge gyllen til varme.
Ofte giver det problemer med både naboer og myndigheder, når en svineavler ønsker at udvide sin besætning. Men ikke ved Havndal nordøst for Randers. Her har en miljøbevidst landmand kun fået fordele ved at udvide. Gyllelugten er væk, og der er nu ekstra varme til både grise og naboer.
Hvis en svineavler vil udvide sin svinebestand, må de nye stalde ikke belaste miljøet mere end den eksisterende svinebestand. Ifølge de danske miljømyndigheder og kommuner skal alle nye svinestalde nemlig være helt neutrale i forhold til miljøet - en hård nød at knække i et fag, der i forvejen skal leve op til hårde miljøkrav og hensynet til naboer.
Men ved Havndal godt 30 km nordøst fra Randers har en svineavler fundet svaret på de øgede krav. Her har svineavler Niels Åge Nørager for nylig udvidet sin svinebesætning med to nye stalde. Normalt ville sådan en udvidelse ikke bare være mere end svært at få lov til af kommunen - det vil også betyde en øget belastning af miljøet. Men ikke hos Niels Åge Nørager. Hans nye stalde er nemlig helt neutrale i forhold til miljøet. Hemmeligheden er et ommodificeret jordvarmeanlæg, der producerer varme fra grisenes gylle. Ikke mindre end fem kilometer rør er der blevet lagt ned under Niels Åge Nøragers nye svinestalde. De rør trækker så varme fra gyllen og laver varmen om til varme i stalden og varme til Niels Åge Nøragers naboer. I alt syv husstande bliver varmet op af grisene fra Niels Åge Nøragers gård.
- Da vi skulle have miljøgodkendelsen fra kommunen, betingede de sig, at vi ikke belastede miljøet mere end før. Så det her var en måde, hvor vi kunne komme i gang med at udvide. Men vi havde nok lavet det alligevel, fordi det giver os så mange fordele - også økonomisk, hvor vi sparer mange penge på varmeregningen. Samtidig kan vi levere varme til vores naboer, hvilket kun er med til, at vi får et endnu bedre naboskab, siger Niels Åge Nørager, der nu er oppe på at producere 25.000 svin om året. Det gør ham til en af områdets helt store svineleverandører.
Gyllen lugter ikke
Udover, at landmanden sparer på varmeudgifterne og skåner miljøet, så er en af de helt store sidegevinster ved teknologien hos Niels Åge Nørager, at gyllen bliver nærmest lugtfri. Dermed er en stor gene for naboerne forsvundet som dug for solen. Det giver langt færre lugtgener, når man trækker varmen ud af gyllen. For jo varmere gylle er, jo mere lugter det. Og den manglende lugt er ikke kun en fordel for naboerne. Gyllen bliver faktisk bedre af det.
- Når man køler gylle, binder man ammoniakken, altså næringsstofferne i gyllen, og det er faktisk dem, man kan lugte, og som mange mennesker ofte er generet af. Men når gyllen er kold, fordamper den ikke, og dermed får man en højere kvalitet i det som gødning for afgrøderne, forklarer Allan Andersen fra energiselskabet Verdo, der står bag den utraditionelle varmeløsning hos svineavleren fra Havndal.
- Det var meget lettere at få en miljøgodkendelse, når vi kunne fortælle, at gyllen ikke ville komme til at lugte særlig meget, supplerer Niels Åge Nørager.
Fremtidens landmand
Men for Niels Åge Nørager stopper det ikke med hans nye gylleanlæg. Han leverer også halm til kraftværker og barsler med en ide om at producere halmpiller. Og i fremtiden håber han, at det bliver muligt at blive helt selvforsynende med energi.
- Vi vil meget gerne gøre, hvad vi kan i forhold til miljøet. Der skal selvfølgelig være en ide bag ved, og det skal hænge sammen økonomisk. Men hvis det kan gå hånd i hånd med økonomien, så vil vi gå meget langt for at mindske vores belastning på miljøet, siger Niels Åge Nørager.
Fakta:
- Staldende hos Niels Åge Nørager blev før varmet op med olie.
- Anlægget producerer varme for 160 kW.
- Anlægget fungerer ved, at rør med vand er støbt ned under staldgulvene. Her trækker de varme fra gyllen og leder det hen til et anlæg, der distribuerer det videre. Rørene er magen til dem, som man kender fra jordvarmeanlæg.
Verdo Energirådgivning:
Verdo Energirådgivning er et rådgivningscenter, der tilbyder gratis rådgivning om energibesparelse. De hjælper både private og virksomheder med at spare på energien. Verdo Energirådgivning har flere års erfaring med energioptimering hos erhvervs- og produktionsvirksomheder.
Verdo:
Verdo er et af de mest grønne energiselskaber i Danmark og arbejder målrettet på at udbygge
denne position gennem langsigtede løsninger inden for produktion og levering af grøn energi
- også internationalt.
Verdo producerer og distribuerer både el, vand og varme, samt har konkurrencedygtige kompetencer inden for telefoni og internet, VVS- og el-installation, energirådgivning, samt alarm og sikring. Desuden producerer Verdo biomasse i form af træpiller og træbriketter på to fabrikker i henholdsvis England og Skotland.
Verdo beskæftiger i alt ca. 500 medarbejdere og omsætter for omkring 2 mia. kr. årligt.