Fremtidens tv kommer til Randers

06-09-2010
Randers tager endnu et skridt ind i den digitale tidsalder, når Verdo Tele opgraderer byens fibernetforbindelser.

Det sker i forbindelse med, at Verdo Tele er blevet en del af Waoo!, som skal levere fremtidens tv til Randers.

Fibernet er ubestridt den hurtigste internetforbindelse, der findes, men nu bliver fibernettet endnu hurtigere i Randers og omegn. Alle fibernetkunder hos Verdo opgraderes den kommende måned til en højere hastighed. Fibernetkunderne får en gratis opgradering, som betyder, at internetforbindelsen hos flere kunder bliver op til tre gange så hurtig.

Samtidig er Verdo Tele blevet en del af indholdsudbyderen Waoo!, som udover hurtige internetforbindelser vil levere fremtidens tv til borgerne i Randers. Med lanceringen af Waoo! og den tilhørende opgradering af hastigheden af fibernettet i Randers, stadfæster Verdo Tele sin position som områdets førende udbyder af digital infrastruktur.

 

 

Udvikling  

- Ligesom hos mange andre af Verdos aktiviteter ønsker Verdo Tele at være med til at udvikle lokalsamfundet, og vi føler en særlig forpligtelse til at bidrage til udviklingen af den digitale motorvej i Randers og omegn - her kan vi gøre en forskel for den enkelte borger, og vi kan gøre en stor forskel for den teknologiske udvikling af Randers, siger Torben Rick.

- Som teleselskab er det vigtigt at gå aktivt ind i digitaliseringen af samfundet og ikke basere sine services på en forældet teknologi. Og indtil videre kan vi konstatere, at Verdo Tele er de eneste, der er med til at udvikle Randers på det her område. Det er lanceringen af Waoo! da også med til at understrege med al tydelighed. Vi følger med i udviklingen og er med til at sikre, at Randers ikke sakker bagud med forældet forbindelser, langsomt internet og indhold fra en anden tid, tilføjer Torben Rick.

 

 

Gratis film

Waoo! består af 15 af landets største lokale energiselskaber, der er gået sammen om den nye indholdspakke. Og samarbejdet giver allerede pote for Verdo Teles kunder. De kan nu få gratis adgang til hundredvis af film, der kan ses når som helst fra computeren. De hurtige forbindelser sikrer i det hele taget, at kunderne får endnu flere fordele og muligheder med den nye indholdsudbyder.

- Når vi er så mange stærke lokale selskaber, der er gået sammen, vil det i sagens natur betyde, at vi bliver i stand til at tilbyde et øget sortiment af underholdning til konkurrencedygtige priser. Alle vores kunder har i forvejen en hurtig forbindelse, men nu bliver den altså endnu hurtigere, og det bliver fulgt op med mange nye spændende muligheder på indholdssiden, fortæller Torben Rick.

Udover det nye filmtilbud kan kunderne nu også få såkaldt tv-on-demand fra Waoo!. Det betyder, at man selv kan bestemme, hvornår man vil se sine yndlingsprogrammer fra en række udvalgte kanaler. Derudover kommer der en række andre nye services og tilbud, som Verdos kunder fremover får glæde af. Opgraderingen af de eksisterende fibernetforbindelser er gratis og vil foregå automatisk hen over den kommende måned.


 

Fakta:

Verdo Tele løser små og store opgaver for private og erhverv inden for tele- og datakommunikation samt leverer fiberløsninger til borgere i Randers og Hobro.

Verdo Tele er en del af Verdo, som er et af de mest grønne energiselskaber i Danmark. Vi arbejder målrettet på at udbygge denne position gennem langsigtede løsninger inden for produktion og levering af grøn energi – også internationalt.

Verdo producerer og distribuerer både el, vand og varme, samt har konkurrencedygtige kompetencer inden for telefoni og internet, VVS- og el-installation, energirådgivning, samt alarm og sikring. Desuden producerer Verdo biomasse i form af træpiller og træbriketter på to fabrikker i henholdsvis England og Skotland.

Verdo beskæftiger i alt ca. 500 medarbejdere og omsætter for omkring 2 mia. kr. årligt.