Flere skrotter fyret og får fjernvarme

02-03-2011Med store besparelser i vente konverterede dobbelt så mange fra olie- til fjernvarme i 2010 i forhold til året før.

Randrusianerne skrotter oliefyr som aldrig før, viser nyeste tal. Omkring 34 procent har de, som har konverteret til fjernvarme, kunnet spare på varmeregningen.

Flere har fået sig en økonomisk lussing på varmeregningen. 2010 var det koldeste år i Danmark siden 1996. Hos det lokale energiselskab Verdo kan det mærkes. Aldrig har selskabet foretaget så mange oliekonverteringer på ét år. Det mener varmeforsyningschefen hos Verdo tegner et billede af, at randrusianerne ser fjernvarmen som et godt og billigt alternativ.

Fjernvarme betaler sig

Det er langt fra kun længden på istapperne, der bestemmer, hvor meget man må betale for at holde varmen. Spådomme fra olieverdenen lyder på stigende oliepriser de kommende år.

Nye tal fra Verdo viser, at det betaler sig for boligejerne at erstatte oliefyret med fjernvarme. Boligejere, med et beboelsesareal på 130 kvm med et normalt årsforbrug på 2.000 liter olie, har i 2010 kunnet fejre en årlig besparelse på 7.032 kr. efter at have konverteret fra olie- til fjernvarme. 34 procent kunne de spare på varmeregningen.

Fjernvarmekunderne slipper billigst, når kulden virkelig bider sig fast. Ekstraregningen bliver nemlig højst for de, der har en stor varmeregning i forvejen. I Randers koster fjernvarmen 0.69 kr. pr. kWh. Til sammenligning koster det cirka 1,35 kr. pr. kWh at varme boligen op med oliefyr.
- Prisen pr. kWh betyder rigtig meget de hårde vintre, hvor vi skruer ekstra op for varmen, for jo højere pris pr. kWh desto tilsvarende højere ekstraregning fører merforbruget til. Så selv om det har været meget koldt, får vores fjernvarmekunder ikke de samme store ekstraregninger, som ved andre opvarmningsformer. Og de kan derfor også bedre tillade sig at varme huset op til en dejlig komfort temperatur, forklarer varmeforsyningschef hos Verdo, Karsten Randrup.

Samtidig understreger han, at gamle oliefyr er energifråsere og er skyld i øget udledning af CO2.

Billigt at skifte

Det har aldrig været billigere at skrotte oliefyret. Tilskuddene er der, og der kan lånes penge til en fordelagtig rente. Tal fra Energistyrelsen viser, at oliefyret primært skrottes til fordel for fjernvarme. Godt 50 procent søger tilskud til installation af fjernvarme, som giver 10.000 kr. i tilskud.

Verdos varmeforsyningschef synes ikke, at det er overraskende, at de fleste søger tilskud til fjernvarme.
- Det er nemt at gå til for boligejerne, og så ligger det lige for, hvis man alligevel bor i et fjernvarmeområde. Og ikke kun de private boligejere kobler sig på vores forsyning, også mange virksomheder er med på vognen. I 2011 er vi kommet rigtig godt fra start både hos boligejerne og hos de erhvervsdrivende, siger Karsten Randrup.