19-04-2010
I samråd med lokale energirådgivere har BHJ skiftet den sorte oliekedel ud med et grønnere alternativ.
Hobros producent af funktionelle animalske proteiner til fødevareindustrien stod over for en stor udfordring med sin energitunge produktionsproces. I samråd med lokale energikonsulenter blev virksomheden dog hurtigt klar over, at produktionen kunne gøres mere energieffektiv. I dag ses resultatet af et mangeårigt solidt rådgivningssamarbejde og BHJ’s investering i en grønnere fremtid – en ny supermoderne naturgasfyret kedelcentral står færdig. Kedlen blev implementeret med det resterende produktionsudstyr hen over påsken og er nu effektivt i brug. BHJ udleder nu mindre CO2 fra skorstenen og inkasserer besparelser i millionklassen.
Fabrikken i byens nordlige industrikvarter reducerer CO2-udledningen med 5.000 tons CO2 om året. Det svarer til hele 1.500 personbilers udledning. Den renere luft gavner det lokale miljø. Der er ikke altid så stor fokus på energibesparelser i de små og mellemstore produktionsvirksomheder. Men flere kunne tage ved lære af BHJ’s energisparesucces, da det både gavner økonomi, klima og miljø.
Fra fuelolie til naturgas
BHJ har sagt farvel til en gammel energikilde og goddag til naturgas leveret af DONG Energy og distribueret af HMN Naturgas. Det er et skifte fra fuelolie til naturgas, som gør det muligt at sænke energiforbruget markant. Virksomhedens energiforbrug reduceres med hele 7,5 mio. kWh/år. BHJ sparer dermed miljøet for et varmeforbrug, der svarer til det årlige varmeforbrug i hele 450 parcelhuse.
BHJ inkasserer fremadrettet energibesparelser i millionklassen, da virksomheden har foretaget en økonomisk investering med en kort tilbagebetalingstid. Investeringen vil være tjent hjem på 3-4 år, så pengene er givet godt ud, mener fabrikschef Martin D. Ravnsbæk.
- Vi kan nu se, at energirådgivning betaler sig. Vi traf hurtigt en beslutning om at skifte fra fuelolie til naturgas i samråd med vores lokale energirådgiver. Sammen gennemgik vi investeringsomkostninger, besparelsesmuligheder og tilbagebetalingstider, fortæller Martin D. Ravnsbæk.
First class virkningsgrad
I den nye naturgasfyrede dampkedel går ingen damp til spilde - så fra en virkningsgrad på 82 procent når BHJ nye højder med en virkningsgrad tæt på 100 procent. Samtidig vil virksomheden anvende overskudsvarmen fra produktionen til at varme administrationsbygningen op.
- Der er tænkt over tingene – også detaljerne. På den måde opnås en optimal udnyttelse af energien. Kedelprojektet er noget, der virkelig batter, når vi snakker energibesparelser. Men også mindre projekter, som BHJ har gennemført i samråd med os i årenes løb, har reduceret energiforbruget på væsentlige punkter. Og der er stadig basis for flere besparelser. Energioptimering er en konstant løbende proces, og det har BHJ forstået. Vi ser meget frem til det fortsatte samarbejde, siger energirådgiver fra Verdo, Jens Peter Christensen.
- Vi har planlagt efter at få et energieffektivt anlæg med en virkningsgrad i first class. Samtidig har vi etableret røggaskondensering for at optimere varmeproduktionen. Andre energikilder end naturgas var med i overvejelserne, men som en produktionsvirksomhed i den energitunge vægtklasse valgte vi en naturgasbaseret dampkedel med garanteret høj effektivitet og virkningsgrad, siger Martin D. Ravnsbæk.
Nu hvor det nye kedelanlæg står færdigt, arbejder BHJ videre i samråd med de lokale energikonsulenter. Et el-projekt med fokus på energimåling er igangsat, og virksomheden ser frem til flere energibesparelser.
Fakta:
BHJ
BHJ er en international koncern inden for kødindustrien med hovedkontor i Gråsten. Aktiviteterne er opdelt i tre forretningsområder:
- Produktion og markedsføring af funktionelle animalske protein-ingredienser
- Indsamling, forædling og distribution af animalske biprodukter til pet food og farmaci
- Handel med ferske og frosne kødprodukter til spisebrug
BHJ A/S er et selskab i den amerikanske koncern Lauridsen Group Inc. (LGI).
Verdo Energirådgivning
BHJ er en international koncern inden for kødindustrien med hovedkontor i Gråsten. Aktiviteterne er opdelt i tre forretningsområder: - Produktion og markedsføring af funktionelle animalske protein-ingredienser - Indsamling, forædling og distribution af animalske biprodukter til pet food og farmaci - Handel med ferske og frosne kødprodukter til spisebrug BHJ A/S er et selskab i den amerikanske koncern Lauridsen Group Inc. (LGI).
Verdo Energirådgivning er et rådgivningscenter, der tilbyder gratis rådgivning om energibesparelse. De hjælper både private og virksomheder med at spare på energien. Verdo Energirådgivning har flere års erfaring med energioptimering hos erhvervs- og produktionsvirksomheder.
Samarbejdet mellem Verdo Energirådgivning og BHJ’s tekniske afdeling er en løbende proces, der startede for ca. 10 år siden og fortsætter. Formålet med rådgivningen har været at sænke virksomhedens energiforbrug og sænke CO2-udslippet.
HMN Naturgas I/S
HMN Naturgas er Danmarks største gasdistributionsselskab, og dækker ca. 65 % af det danske naturgasmarked. Som kundernes selskab er HMN Naturgas’ mission at transportere gassen så billigt og sikkert som muligt frem til kunderne. HMN Naturgas distribuerer i dag naturgas til BHJ’s naturgasbaserede dampkedel.