

Hvad skal jeg gøre og igennem for at få en karriere i Verdo?Når vi søger en ny kollega, begynder vi med at lave en jobprofil på den pågældende stilling. I jobprofilen beskriver vi, hvilke kvalifikationer og kompetencer der er nødvendige, hvilken erfaring som er bedst egnet, og hvilke personlige egenskaber en ansøger skal have for at kunne udfylde stillingen bedst. Det er den enkelte afdelingsleder, som laver jobprofilen.
HR-afdelingen udarbejder stillingsannoncen i samråd med afdelingen. Samtidig opfordrer vi medarbejdere internt i Verdo-koncernen til at søge. Når vi har ledige stillinger, foretager vi også automatisk en søgning i vores jobbank med uopfordrede ansøgninger. Hvis der er en egnet kandidat til stillingen, tager vi kontakt til vedkommende og spørger, om han/hun stadig er interesseret i et job hos os.
Rekrutteringsprocessen indbefatter
Det er vigtigt for os, at vi finder den bedst egnede kandidat til jobbet. Derfor lægger vi stor vægt på et grundigt og professionelt rekrutteringsarbejde, og vi vurderer såvel faglige som personlige egenskaber.
Stillingsannoncer
Alle ledige stillinger annonceres på vores hjemmeside, på jobportaler og evt. i dagspressen.
Når du skriver din ansøgning og dit CV, beder vi dig skræddersy disse informationer til netop det job, du søger. Så kan vi bedre vurdere, hvordan du passer til stillingen. Vi modtager udelukkende din ansøgning elektronisk, via ”Job” på hjemmesiden, gerne vedhæftet et billede.
Efter ansøgningsfristens udløb
Når vi har modtaget din ansøgning, får du automatisk en bekræftelse. Blandt de modtagne ansøgninger udvælger vi med udgangspunkt i kvalifikationer og kompetencer typisk tre-fire personer, som vi ønsker en samtale med.
Samtale
Her fokuserer vi på din faglighed og evt. din uddannelse, samtidig med at du får mere information om Verdo og om selve jobbet. Desuden koncentrerer vi os om dine personlige kompetencer, og om hvor egnet du er til netop den rolle, som jobbet kræver af dig. Som et supplement til samtalen kan vi benytte en personprofilanalyse (oftest ved administrative stillinger samt ved lederrekrutteringer). For funktionærer vil der også være en 2. samtale, hvor lederens chef deltager.
Udvælgelse og valg
Det, der betyder noget for vores valg af en bestemt kandidat, er en kombination af det indtryk, vi har fået af dig under samtalen, dine kvalifikationer/kompetencer og din uddannelse.
Når vi har ansat den kandidat, vi synes passer bedst til jobbet, sender vi et afslag til de resterende ansøgere. Hvis du har været til samtale og efterfølgende fået et afslag, er du velkommen til at ringe og få en uddybende begrundelse for, hvorfor du ikke blev valgt.