Elektrikerlærling

Camilla N. Nordquist JensenFremtid, lærerig og uddannelse – er ord der for mig kendetegner Verdo. Jeg blev ansat 1. marts 2010 og er forholdsvis ny i Verdo. Her i starten er jeg rundt i de forskellige afdelinger, hvor jeg følger en svend og hjælper ham eller hende. På den måde får jeg et godt overblik. Jeg laver alt lige fra at trække kabler, sætte apparaturer op samt udbringe og installere hårde hvidevarer. I jobbet som elektriker er det vigtigt, at man har skruet hovedet rigtigt på, og at man er kundeminded, da man kommer ud til mange forskellige mennesker. Det er alsidigheden i arbejdsopgaver og det daglige møde med forskellige mennesker, der gør jobbet så godt.

Som en del af mit grundforløb var jeg i praktik hos Verdo, og det var en positiv oplevelse. Her så vi hinanden lidt an, og jeg fik prøvet elektrikerfaget af. Efterfølgende opstod der en gensidig interesse for, at jeg skulle gå i lære her. Jeg har flere gange fået at vide, at virksomheden virkelig gør noget for sine lærlinge, og nu har jeg fået syn for sagen.

Mine kollegaer er flinke og hjælpsomme. De er rigtig gode til at forklare og vise mig rundt. Som ny er det altid rart, at der lige er nogen, der tager hånd om en og viser vej. Vi holder en afslappet tone, hvor vi også godt kan tage lidt gas på hinanden – det hører sig til.