Hvad skal jeg gøre, hvis jeg er ny kunde hos Verdo Vand?
Ligger din ejendom inden for vores forsyningsområde?
Har du behov for at få et vandstik til din ejendom, skal du først undersøge, om din ejendom ligger inden for Verdos vandforsyningsområde. Er du ejer af en enkelt ejendom, har vi udarbejdet nedenstående vejledning, som du kan følge. Drejer det sig om udstykning af grunde, anbefaler vi, at du kontakter Verdo Vand og hører nærmere. Reglerne vedrørende udstykninger er blandt andet beskrevet i regulativet.
Kontakt din VVS-installatør
Når du har undersøgt, om din ejendom ligger i vores område, tager du kontakt til den VVS-installatør, som du ønsker skal klare VVS-arbejdet for dig. Vi etablerer en stikledning med en stopventil (også kaldet stophane), som placeres lige udenfor din matrikel. Fra stophanen og ind til bygningen er det ejendommens ejers eget ansvar at få etableret og vedligeholde den jordledning, som skal forsyne den enkelte ejendom med drikkevand. Dette arbejde skal udføres af en autoriseret VVS-installatør.
For at sikre et ordentligt vandtryk skal jordledningen etableres med en minimumsdimension på 40 mm. I større byggerier kan der være behov for både en større stikledning og jordledning, men det er VVS-installatørens ansvar at dimensionere dette og give Verdo Vand besked om behovet. Ved etableringen af et stik betales der et tilslutningsbidrag, som afhænger af den dimension, man har behov for. Du kan eventuelt undersøge priser for tilslutning under Afregning og priser.
Fremsende anmeldelse
For at vi kan etablere et stik med stopventil, skal din VVS-installatør sende en anmeldelse til Verdo Vand, som oplyser, at du ønsker et nyt vandstik. Efter vi har modtaget anmeldelsen, går der cirka to-tre uger, før vi kan etablere vandstikket.
Udføre af installation og fremsende færdigmelding
Når stikket er udført, kan du få lavet de interne installationer i ejendommen, og når det er afsluttet, modtager vi en færdigmeddelelse fra din VVS-installatør. Herefter kommer vi ud og sætter vandmåleren op hos dig. Vi vil her gøre dig opmærksom på, at det er din VVS-installatørs ansvar at sørge for en ordentlig indretning af rørinstallationerne, så der er plads til måleren (dvs. god mulighed for opsætning, udskiftning og aflæsning), og at den er placeret vandret i målerskabet. Retningslinjerne er inden for de normer, som VVS-installatøren kender.
Spørgsmål
Der kan være specielle tilfælde, som kræver, at du kontakter os. Vi står gerne til rådighed for eventuelle spørgsmål.